Glas og ruder

Vinduer - glasproduktion

Glasproduktion - floatglas

Næsten alt planglas i dag er floatglas. Det fremstilles ved, at den smeltede glasmasse løber ud over et flydende tinbad, hvor massen afkøles. Her får glasset en ensartet tykkelse og en helt plan overflade.

Afkølingen fortsættes i en lang “kølekanal” under nøje kontrollerede forhold, så der ikke opstår uønskede spændinger i glasset.

Vi lagerfører floatglas i forskellige tykkelser. Vi leverer floatglas tilskåret i det ønskede mål, evt. bearbejdet på kanterne, lamineret, hærdet eller på anden måde forædlet efter kundens ønske.

Hvordan er en termorude opbygget

Principperne for termoruder er enkle, men der kræves stor omhu og kvalitetskontrol i fremstillingsprocessen. Termoruden består normalt af 2 eller 3 lag glas med et luftmellemrum. Glassene limes på en afstandsprofil. Afstandsprofilen er normalt enten 10, 12, 14, 15, 16 eller 18 mm bred, men kan have andre størrelser.

Afstandsprofilen indeholder et fugtabsorberende middel, der opsuger fugten i den luft, der bliver indesluttet i ruden under fremstillingen.

Tidligere var den almindelige 4-12-4 termorude (4mm glas -12 mm luft - 4 mm glas) en god klimaskærm. De lyddæmpende egenskaber var tilfredsstillende og lysgennemgangen (LT-værdien) var stor.

Disse egenskaber kan i dag forbedres ved at kombinere forskellige glastyper.

Gasfyldning

Vinduer- gasfyldning mellem glassene

Varmetabet i termoruden reduceres, når man erstatter den atmosfæriske luft mellem glaslagene med gasarterne argon eller krypton. Dette reducerer ikke varmetabet så meget i en rude med almindeligt glas, men når termoruden er opbygget med energiglas resulterer gasfyldningen i en væsentlig forbedring af isoleringsevnen. Argon og krypton har større massefylde end almindelig luft. Konvektionen, det vil sige luftcirkulationen i hulrummet, bliver derved nedsat, så rumvarmen overføres langsommere fra det inderste varme glas til det yderste koldere glas. Gassen er usynlig og hindrer ikke lysgennemgangen. Alle gasser, der i dag bruges i termoruder, er ugiftige.

Vil du vide mere - Læs Glasindustriens folder:
Kort og godt om termoruder...